500 Days of Summer

Skrevet af Jes 20.05.2010

500days_coverDen lidt reserverede Tom arbejder med at lave lykønskningskort, hvor han er med til at sælge drømmen om den romantiske kærlighed og tosomhedens mange velsignelser. Men hans eget forhold til kvinder er ikke ligefrem præget af større succes. Så selv da han møder den charmerende Summer tror han ikke selv på at han måske har fundet kvinden i sit liv. Måske har han heller ikke fundet hende, men tror han tilstrækkeligt meget på kærligheden til at give det en chance?

Det er ikke nogen ligetil opgave at lave en kærlighedsfilm hvor skabelonen varieres så tilpas meget, at publikum ikke føler sig hverken hægtet helt af og heller ikke overladt til en masse af de sædvanlige klichéer. Det er lykkedes med denne film der i en spændende og ukontinuerlig form fortæller om et kærlighedsforhold på en sådan måde, at man selv er overladt til at stykke de forskellige perioder sammen så det giver mening. Filmen undgår behændigt at levere de nemme svar eller at forenkle noget som helst, men er omvendt heller ikke strengt dybsindig. I stedet for bliver man præsenteret for en hverdagshistorie med en hel del varme og humor, men også med ægte tristhed. Uanset om man vælger kærligheden eller ej, så vil man opleve smerten ved en relation eller fraværet af den. Livet er ikke rosenrødt og filmens pointe er, at det heller ikke er meningen. Uanset om man tror på lykken eller man mener at den er en konstruktion, så kan man ikke gardere sig imod livet og derfor heller ikke kærligheden. Den er en del af tilværelsen på godt og ondt og der er ingen vej udenom den. At ville afsondre sig fra relationer på et dybere plan er simpelthen meningsløst, for det er i sidste ende dét der udgør fundamentet for livet. Så stedet for at hylde forestillingen om den romantiske kærlighed, så vender instruktøren tingene på hovedet og erstatter den med en pragmatisk kærlighed som i det mindste ikke er en konstruktion men virkelighed. Nogen vil måske mene, at synet er en anelse pessimistisk men det er nok et spørgsmål om hvordan man personligt forholder sig til tingene. For filmen virker endog meget optimistiske og man bliver faktisk i rigtigt godt humør af at se den. Den er klart anbefalelsesværdig og for mennesker der er optaget af narrative fortælleteknikker vil den sikkert være interessant at se alene for sin specielle form. Alle andre vil kunne nyde dens afslappede stemning og det rigtigt gode skuespil.

Skrevet af: Jes Karakter: 4
Film medie: DVD Genre: Romantisk komedie
Medvirkende: Joseph-Gordon Levitt
Zooey Deschanel
Geoffrey Arend
Chloe Moretz
Patricia Belcher
Instruktør: Marc Webb
Produktionsår: 2009 Udgivelsesdato: 30 marts 2010
Land: USA Sprog: Engelsk
Spillelængde: 95 min. Censur: Tilladt for alle
Filmselskab: Partner: SF Film

Links:

Copyright © revolution-inc.dk 2003
8dfgd855