Somers Town

Skrevet af Jes 20.05.2010

somerstown_coverDen 16-årige Tomo forlader sin hjemby i det nordlige England for at prøve lykken i London. Men han kender ikke nogen og snart er han på vej ud på et sidespor. Heldigvis måder han den polske Malek der er på hans egen alder og de bliver venner. Sammen prøver de at skabe et liv i en by, der tilsyneladende ikke vil have noget med dem at gøre.

Efter den helt igennem fremragende og yderst barske ”This is England” lavede instruktøren denne film, der efter sigende skulle have været et bestillingsarbejde fra den engelske jernbane! I hvert fald fremstår filmen ikke som et decideret drama men mere som en kort novellefilm og den relativt beskedne spilletid er da heller ikke noget der taler særligt meget til dens fordel. Alligevel er det lykkedes Meadows at skabe en vedkommende og relevant lille film om den engelske underklasses forhold i tiden. Instruktøren må først og fremmest siges at være eminent til at indfange et miljø og formidle nogle menneskers tilværelse på en måde der på én og samme tid er både gribende og rystende. Desuden omgiver han sig med nogle skuespillere der alle i stort omfang er modtagelige over for personinstruktion. Man kommer til at tænke lidt på Ken Loach, men Meadows er anderledes og har måske også mere humor når det kommer til stykket. Desværre er det netop det lidt distancerede ved humoren der kommer til at fylde i ”Somers Town”, hvor det i ”This is England” var en måde at forstærke alvoren. Man sidder nærmest og har oplevelse af, specielt hen imod slutningen af filmen, at det hele måske i virkeligheden bare er en lille ferietur de to drenge er på og at det hele slet ikke er så slemt når det kommer til stykket. Endelig, hvis man er rigtigt hård ved filmen, så kan man beskylde den for at bruge sit tema til at reklamere for den engelske jernbanedrift, men så er man måske også gået lidt for langt. For uanset dens svagheder, så er ”Somers Town” en charmerende film og måske er det meningen, at instruktøren har ønsket at holde et lille frikvarter fra de tunge film og i stedet forsøge sig med en lidt lettere tilgang til det samme emne. Under alle omstændigheder er det en god film, fordi den tegner et kærligt portræt af to unge knægte der nærmer sig voksenlivet med en charmerende naivitet som man kommer til at holde rigtigt meget af. Derfor kan man også leve med filmens mange svagheder og lidt for sympatiske vinkel på proletariatets levevilkår. Man skal se ”Somers Town” hvis man ønsker noget helt andet end hvad man fik i ”This is England”, så er man godt hjulpet.

Skrevet af: Jes Karakter: 4
Film medie: DVD Genre: Drama
Medvirkende: Perry Benson
Thomas Turgoose
Kate Dickie
Trevor Cooper
Piotr Jagiello.
Instruktør: Shane Meadows
Produktionsår: 2008 Udgivelsesdato: 12. januar 2010
Land: England Sprog: Engelsk
Spillelængde: 75 min. Censur: Tilladt over 15 år
Filmselskab: In The Dark Entertainment Partner: Scanbox

Links:

Copyright © revolution-inc.dk 2003
8dfgd855