Archive for juni, 2009
Operation Ørneflugt
Da nogle forretningsfolk bliver anholdt og tilbageholdt i Teheran i forbindelse med urolighederne op til revolutionen, beslutter Ross Perot (Richard Crenna) at sætte nogle tidligere kommandosoldater ind for at befri dem. Ledet af Major Bull (Burt Lancaster) trænger gruppen ind i Iran og blander sig med lokalbefolkningen, mens de planlægger at få mændene ud af det mest sikre fængsel i landet.
Veteraninstruktøren Andrew V. McLaglen har – ud over en række solide westerns og kriminalfilm – vist udmærket sans for den handlingsmættede spændingsfilm. Film som “The Wild Geese” og “North Sea Hijack” er gode eksempler på dette. Men med denne TV-serie efter Ken Folletts roman, glider tingene ham altså i dén grad af hænde. Man ved allerede i de indledende scener, at der er noget helt galt: selve åbningen af serien, og introduktionen af persongalleriet, er nok noget af det mest forvirrende og tilfældige jeg længe har set i nogen serie. En relativt ukompliceret etablering af plot bliver forkludret, også fordi hovedparten af skuespillerne er enormt dårligt kørende – mange af dem virker som om de aldrig har spillet på film før, mens andre bare er virkelig dårlige! Det giver enorme problemer hele vejen igennem, og er med til at man ikke for alvor gider involvere sig i hvad der sker. Selve planlægningen af operationen er heller ikke særlig godt formidlet. Det er omstændeligt og kedeligt, og de parallelle forløb mellem gruppens aktiviteter og den iranske sikkerhedstjeneste virker helt arbitrært sat sammen. Spændingen fiser derfor lige så stille, men utroligt sikkert, ud af serien efterhånden som den skrider frem. Burt Lancaster og Richard Crenna er de eneste i castet, der slipper nogenlunde hæderligt af sted med deres præstationer, men det er klart, at de ikke kan hive så omfattende et projekt hjem egenhændigt. Lige så indlysende er det, at de selvfølgelig heller ikke bliver bedre af at være i selskab med middelmådige og deciderede skodskuespiller – de bliver naturligvis selv dårligere af det!
“Operation Ørneflugt” er en for tidligt ældet serie. Den var jo topaktuel da den kom frem, og har derfor måske virket bedre dengang. Men i dag fremstår den utroligt svækket, og jeg har svært ved at se, hvad den kan byde nutidens publikum.
| Skrevet af: | Jes | Karakter: | |
| Film medie: | DVD | Genre: | Action |
| Medvirkende: | Burt Lancaster Richard Crenna Paul Le Mat Jim Metzler Constance Towers.
|
Instruktør: | Andrew V. McLaglen |
| Produktionsår: | 1986 | Udgivelsesdato: | 28 april 2009 |
| Land: | USA | Sprog: | Engelsk |
| Spillelængde: | 227 min. | Censur: | Tilladt over 15 år |
| Filmselskab: | BIM Distribuzione | Partner: | Midget Entertainment |
|
Links: |
|||
