Who watches the Watchmen?

Der har været meget snak om at Christopher Nolan’s genfortolkning af Batman-universet, især senest med “The Dark Knight” (2008), satte nye standarder for de tegneserie-baserede film.
Det var nu ikke meget forbedring at finde, da vi efterfølgende fik fortalt The Spirit (2009)’s platte og intetsigende historie. Men heldigvis blot små 2 måneder derefter var der nyt håb at finde, med den længe ventede “Watchmen”.
Baseret på Alan Moore’s grafiske novelle af samme navn fra 1986, der siden hen er blevet kåret af Time Magazine, som en af de 100 Bedste Romaner Siden 1923 (som den eneste tegneserie på listen) og kendt indenfor industrien, som “Filmen, Der er Umulig at få Lavet”.
Siden slut 80′erne har diverse udkast til en filmatisering været i rotation, og bl.a. haft navne som Terry Gilliam, Paul Greengrass og Darren Aronofsky tilknyttet projektet, samt stjerner som Robin Williams, Jamie Lee Curtis, Joaquin Phoenix, Hillary Swank og Kevin Costner i tankerne.
Men filmen ville ikke se dagens lys, før den i løbet af 2006 endte i hænderne på Warner Bros. og den effektglade instruktør, Zack Snyder, kendt for “Dawn of the Dead” (2004) og den computerspils-lignende “300″ (2007).
Så næsten 20 år efter de første forberedelser, kunne man endelig få lov at opleve det kontroversielle heltehold med maskerede hævnere, impotente duksedrenge og nøgne, blå supermennesker på det store lærred…

Tiden er sat i midt-80′erne, i et mørk, beskidt og hårdkogt New York, hvor verdenen er forandret fra, hvordan vi kender den i dag.
USA vandt ubesværet Vietnam Krigen stort, ved hjælp af det nye, ultimative våben: Verdens første supermenneske, Jon Osterman, der efter et laboratorisk uheld fik tildelt gudeagtige kræfter og nu kendes af befolkningen som Dr. Manhattan.
Præsident Nixon regerer stadig efter mange år, og verden er på kanten til en altødelæggende atomkrig mellem supermagterne, USA og Rusland.
En dille med superhelte/superskurke alter-egoer, iført stramme spandex- eller latexkostumer, brød i så stor grad frem efter krigen, at Nixon nu har forbudt det med lov, og enhver der stadig praktiserer det anses som lovløs. Dette har fået de fleste vogtere til at smide masken, afslører deres identiteter og vende tilbage til det normale liv.
Men da den garvede, maskerede selvtægtsmand og krigshelt, The Comedian (Morgan) brutalt myrdes i sin lejlighed, tyder sporene på noget, der går dybere end den gamle “ærkefjende”-leg.
The Comedian’s tidligere partner, Rorschach (Haley) frygter et komplot om likvidering af alle byens kappeklædte vogtere, gamle som nye, og han påtager sig missionen, at få gensamlet sin nu for længst opløste heltegruppe, The Watchmen.
Det er atter tid for dem, at stå sammen igen for at redde verden, såvel som dem selv…

Amerikanske Zack Snyder viste i “300″, at hans mestrede de visuelle effekter og den testosteron-rå underholdning. Den var proppet til randen med slowmotion kampe, dystre, digitale omgivelser og deforme monstre i blodige slag mod hårdtpumpede, halvnøgne krigere med dundrende stemmer. Men den semiautentiske historie om Kong Leonidas og hans ukuelige Spartaner manglede i den grad et større plot og mening. Heldigvis beviser Snyder denne gang, at han har lært en ting eller to, da han for anden gang giver sig i kast med filmatiseringen af en grafisk novelle. For hvor 300 fejlede, brillierer Watchmen storslået!
For mit vedkommende er det sjældent at film, der nærmer sig 3 timers længden, ikke kommer til at føles lidt lang, før eller siden. Men i dette tilfælde er man godt og grundigt opslugt i en god, gammeldags detektivgåde fra start til slut, og derfor flyver tiden nemt af sted, mens man forgæves forsøger at opklare mordmysterierne, og samtidig betages af filmens overflødighedshorn af visuelle effekter.
For filmens udseende er, som man kunne forvente, overdådig flot – Både rent effektmæssigt, men også stilmæssigt. Diverse dragter og kostumer er virkelig godt og detaljeret lavet, som en kreativ blanding af det klassiske tegneserie-look og den type outfits, vi kender fra nutidens superheltefilm.
Miljøet i den alternative fortid, tilsat det futuristiske har et imponerende, troværdigt udseende, uanset om det er New Yorks regnvåde og hærgede gader, Antarktis frosne ødemark eller Mars’ røde, ensomme overflade (hvor filmen ved sidstnævnte dog ynder, at gå en anelse CGI-amok)
Kampene og action-scenerne er på højeste niveau, og overdrevet fede – især pga. hele filmens lydside. For hvert slag, der uddeles, fornemmer man tydeligt noget flækker på modstanderen, og volden er lidt overraskende helt oppe og ringe på Sin City-niveauet, og denne gang uden at være “censureret” i sort og hvidt!
På trods af at være en hårdtslående actionfilm, er den nu bestemt heller ikke uden humor. Virkeliggørelse af det ellers normalt metaforiske Dommedagsur er en sjov og opfindsom inkludering i historien. Ligeledes er de originale Watchmen (kendt som “Minutemen”) også pragtfulde, i deres kiksede og campy’e 70′er spandex-look, der er som taget direkte ud fra et gammelt Marvel-blad.

Skuespilmæssigt er der ikke meget at klage over. Alle leverer solide præstationer hele vejen igennem – især Jackie Earle Hayley, som Rorschach, og Jeffrey Dean Morgan, som The Comedian, skiller sig ud, og fortjener en extra klapsalve.
Billy Cudrups monotone og følelsesforladte portræt af den umenneskelige Dr. Manhattan, der konstant taler som Kevin Spacey’s John Doe fra “Seven” (1995), kan dog godt gå hen og virke trættende efter noget tid.
Til trods for at karaktererne hist og her minder en anelse om et par af de mere kendte helte, så som Batman, Superman, Wolverine, Captain America og Wonder Woman, er hver af Watchmen’ene meget unikke og yderst interessante sammensatte – især den selvhandlende Rorschach er helt igennem kanon, og en personlighed man sent glemmer.
Et spændende element, som historien formår at opnå er, at man aldrig rigtig kan udpege hvem, der præcist er ‘the bad guy’, og hvem der er ‘the good guy’, da intet heri er simpelt delt op i godt vs. ondt. Alle har deres forståelige moraler og intentioner, og det er en glædelig og temmelig sjælden ting at opleve i denne genre.
Filmen er derudover også rig på politiske temaer, og moralske konflikter, som bl.a.:
Hvor går den retfærdige grænse mellem lov og selvtægt, og om det f.eks kan være acceptabelt at lade 1 million mennesker dø, hvis det betyder at 30 millioner andre kan overleve?

Enkelte svagheder er der selvfølgelig også at finde, og én af filmens største er dens tåbelige semiparodi af præsident Nixon, der tilsyneladende er tiltænkt som comical relief. Det er meget muligt at tegneserien også karikerede ham, men hans udseende i filmen er næsten ren og skær make-up, og hans udseende er endt som en hæslig blanding af The Penguin og Saw-dukken. Det fungerer desværre ikke særlig godt, og hver scene, hvor han snerrende medvirker, gør ikke meget andet, end at trække det hele en anelse ned i kvaliteten.
Derudover lider filmen også af en utrolig lang omgang opening credits, hvor der luntes igennem et væld af gamle billeder fra “Minutemen”-tiden. For en førstegangsseer er dette lettere forvirrende og medfører nemt en utålmodighed efter at vide hvem disse gamle helte skal forstille at være, og hvad for noget forhistorie billederne er ment at fortælle… (alt bliver selvfølgelig siden hen forklaret)

Men alt i alt en enestående film, der ligesom sin grafiske novelle rangerer oppe nær toppen af sin genre. Den er ikke bange for at stille store politiske og moralske spørgsmål, og uanset om man er til sci-fi, romance, kampfilm, episke fortællinger eller krimi, så byder Watchmen stort set på noget for en hver smag. Alt sammen strikket farverigt sammen med retro-tonerne fra kunstnere som Bob Dylan, Leonard Cohen og Jimi Hendrix
Men vær forberedt på en helaftensfilm med voldsom blodsplat, iskold psykopati og softcore porno, da der er tale om en film, som gør FULDT brug af R-ratingen.

Skrevet af:	Jonas Bjerregaard	Karakter:
Film medie:	Biograf	Genre:	Fantasy, Action, Crime
Medvirkende:	Patrick Wilson Malin Akerman Billy Cudrup Jackie Earle Haley Jeffrey Dean Morgan Matthew Goode	Instruktør:	Zack Snyder
Produktionsår:	2009	Udgivelsesdato:	20. marts 2009
Land:	USA	Sprog:	Engelsk
Spillelængde:	162 min	Censur:	Tilladt over 15 år
Filmselskab:	Warner Bros. Paramount Pictures	Partner:
Links:

Trailer:

“Penny Dreadful” er en af de gyserfilm som har den klassiske historie. En pige med frygt, som bliver generet af en sindsyg morder. Det er ikke en film hvor der på nogen måder er noget nyskabende i, bare en ganske almindelig traditionel gyserfilm.

Filmen går igang med det samme så der er ingen dikkedarer der. Men den har alligevel en tendens til at blive lidt sløv til tider. Det meste af filmen foregår i en bil, og det kan godt gøre at spændingen ryger lidt ned.
Filmens historie er såmænd meget god, men man tænker lidt:”Det er vel begrænset hvor skræmt man bliver over hun sidder i den bil”. Det skal dog siges at det da har lidt gru over sig at en person sidder et sted, hvor man kan skrige alt det man vil, men ingen kan høre en. Mordene er dog ikke overdrevet fede, men der er dog et par sjove indslag ind imellem. Udover dette lever filmen nok mest på sine chokeffekter. Der er egentlig ikke ret meget mere at fortælle om handlingen, udover dette.

Skuespillet er ganske fint, og undertegnet er meget imporneret over den unge Rachel Miner, som har hovedrollen. Et klap på skulderen herfra.

Filmen kan anbefales til en filmaften med din kæreste eller bare en date. Med de mange chokeffeter er der meget lille chance for at hun ikke klamre sig til dig under hele filmen. Den har ikke nok blod og splat i den, så kan anbefale den til gorefans og drengerøve? Nej.

“Penny Dreadful” får 3 ud af 6 stjerner.
Den middelmådige karakter skyldes at der ikke er noget nyskabende i filmen. Udover det kan filmen til tider bliver lidt sløv. Dette er en skam når den ellers kommer så godt igang fra start. Ideen i filmen er rigtig god og skuespillet er i top. Rådet herfra lyder:
Mindre tid i bil, mere jagten igennem skoven.

Skrevet af:	2re	Karakter:
Film medie:	DVD	Genre:	Gyser
Medvirkende:	Rachel Miner Mimi Rogers Chad Todhunter & Mickey Jones	Instruktør:	Richard Brandes
Produktionsår:	78 min.	Udgivelsesdato:	2. december 2008
Land:	USA	Sprog:	Engelsk
Spillelængde:	78 min.	Censur:	Tilladt over 15 år
Filmselskab:	After Dark Films.	Partner:	Midget Entertainment
Links:

Nogen gange kan en film være underfrankeret når det kommer til cast, script og instruktion og alligevel bidrage med noget opbyggeligt. Det kan skyldes flere ting, men ofte en form for skæv tillid til “egne evner”, altså at instruktøren ét eller andet sted har haft en intention om at fortælle noget spændende og meningsfyldt. At evnerne så ikke helt har rakt til at hive stikkene hjem er en anden historie. “The Tatooist” hører efter min mening til i kategorien af dén type film. Den har ikke synderligt gode skuespillere til rådighed, selve plottet om en forbandelse der knytter sig til nogle new zealandske tatovører er okay uden at være specielt opsigtsvækkende, men til gengæld fornemmer man klart en instruktør der ved, hvor han vil hen med sin film. Her tales ikke end til publikum, sådan som man ofte oplever i de mere sekundære gyserfilm, men der er gjort et forsøg på at fortælle en sammenhængende og fængende historie med spændende okkult baggrund. Man kunne sagtens se filmen som en udvidet episode af noget fra “The Twilight Zone” eller “Tales From the Crypt”. Alle klichéerne er stillet op på rad og række, og genrekonventionerne overholdes lydigt. Dér hvor det går galt for “The Tatooist” er i selve etableringen af plottet. Det varer en krig inden der kommer skred i tingene, og det hele er trukket unødvendigt langt ud, som om instruktøren har villet sikre sig, at absolut ingen røg af i svinget. Han havde nu ikke behøvet at gøre sig SÅ stor umage, for plottet er ikke vanvittigt indviklet, men det er da sympatisk nok. Men det sender filmen ud på en større slingrekurs, og slutningen er alt for åbenlys og blottet for særpræg.
Med en lille smule mere originalitet i plottet og opstramning på fortællesiden kunne filmen være blevet endog rigtig god. I stedet står man tilbage med en lidt middelmådig film med et par gode gys undervejs. Og det er også fint nok – blot burde der være kommet mere ud af det. Også fordi instruktøren faktisk har fat i noget spændende med hele den new zealandske kultur, der er dybt forankret i en meget lang tradition. Sådan noget er altid spændende at se på film, men her bruges det på en lidt overfladisk måde.

Skrevet af:	Jes	Karakter:
Film medie:	DVD	Genre:	Gyser
Medvirkende:	Jason Behr Mia Blake David Fane Michael Hurst John Bach.	Instruktør:	Peter Burger
Produktionsår:	2007	Udgivelsesdato:	31. marts 2009
Land:	New Zealand	Sprog:	Engelsk
Spillelængde:	92 min	Censur:	Tilladt over 15 år
Filmselskab:	Sony Pictures	Partner:	Midget Entertainment
Links:

Efter lang tids sygdom døde den anerkendte forfatter, J.G. Ballard i går. Før han slog igennem som forfatter var han bådei RAF og havde adskillige jobs. Men i 1987 slog han for alvor igennem, da Steven Spielberg instruerede den roste Solens Rige. Den handler om en drengs prøvelser i Shanghai under 2. verdenskrig, hvor han kommer i fangelejr. David Cronenberg købte rettighederne om til den kontroversielle bog, Crash, og den blev til film i 1996. Emnet er fetichisme omkring ofre for biluheld.

Siden 30. juni 2008 har skuespillerne arbejdet uden kontrakt. Siden da er forhandlingerne gået i hårdknude. Men nu har bestyrelsen i SAG(Screen Actor’s Guild) stemt for en ny aftale(53% for, 47% imod). Medlemmerne skal stadig godkende aftalen, der vil give øget indtjening af film og TV, der bliver distribueret på nettet, samt bedre pension og minimumsløn. Dermed ser det ud til, at den lange konflikt kan stoppe.

Tidligere har Spike Lee lavet banebrydende og yderst anerkendte film: Do The Right Thing, Malcom X, Jungle Fever, Summer of Sam, 25th Hour og Inside Man. Hans film kan grundlæggende katogeriseres i to genre: thriller og film, der omhandler og foregår blandt sorte kvarterer i New York. I Miraklet Ved Skt. Anna går han helt nye veje, og det er ikke en ubetinget succes.

Filmens handling sættes i gang, da en sort person myrder en italiener. Hos gerningsmanden finder de en uvurdelig statue fra 1944, og straks efter er vi tilbage i Toscana 1944, hvor de amerikanske soldater kæmper mod nazisterne. Efter en længere sekvens, hvor en tysk dame ved hjælp af radioen prøver at distrahere de sorte soldater, kommer der en upåklagelig kampscene. Ledsaget af storladent og dramatisk actionmusik, er der rigeligt med vold, blod og drama til at man bliver helt opslugt. Der er intet nyt ved situationen, men hvis det er lavet rigtigt, så fungerer sådanne kampsekvenser. I dette tilfælde er det lavet rigtigt. Desværre topper filmen allerede her. Efter slaget redder et par af soldaterne en italiensk dreng, hvilket bringer dem i store vanskeligheder bag fjendens linjer. De får hjælp af en italiensk familie, men det viser sig, at drengen nu kun vil modtage mad fra en af soldaterne, fordi han anser ham for at være hans forsorger. Herefter følger en underlig ligegyldig historie fyldt med kommentar til raceproblematikken i 40′ernes USA. Derudover er der gamle travere fra andre tidligere og bedre krigsfilm. Selvfølgelig en obligatorisk samtale om Gud og ondskab. Der går alt for lang tid før historien kommer i gang og når man er ved the crying moment, er man ved at have set nok af filmen. Og det ærgeligt, for den kunne virkelig have ramt en dybt i hjertet. Man skal være meget kold for ikke at blive påvirket, men det kunne have været så meget mere.

Der er flere problemer med filmen: hele den Indiana Jones-lignende historie vedrørende den manglende statue virker tåbelig i sammenhængen. I bund og grund er den komplet ligegyldig,og fungerer kun som afsæt for den egentlige historie. Derudover er filmen alt, alt for lang. Man sidder gennem 2½ time, og tænker, at det hele er set indtil flere gange før. Og sidst, og også mindst, så er den italienske dreng mildest talt pisseirriterende. Musikken er også til tider overdrevet, men det er ikke noget, der går en på nerverne.Når det er sagt, så er alle disse fejl tillagt manuskriptet. Spike Lee gør et ganske udmærket job, og kameraarbejdet er rigtig lækkert. De fire soldater man følger er i en og samme både, men er vidt forskellige, og det skaber dynamik i en film, der snildt kunne bruge noget mere redigering og tilskæring. Det redder filmen i sidste ende, men den bliver aldrig rigtig farlig udover den første kampscene. Man kunne ønske noget mere kød og blod, eftesom det er en krigsfilm. Derudover er de indledende eventyrprægede scenen med statuen distraherende for resten af handlingen.
Men hvorfor er denne film lavet? Med Spike Lees baggrund in mente, virker det som filmen udelukkende er lavet for at vise, at der også var sorte med i 2. Verdenskrig. Han kan ikke dy sig for at komme med en kommentar til raceproblemerne(dog foregår det ikke i nutiden, men Louisiana 1943).
Jovist var Sct. Anna-massakren endnu en af de mange utrolige uhyrligheder, der skete under krigen. Den er mindre kendt, men fortjener sin egen historie. Det er bare ærgeligt, at manuskriptet kun er halvhjertet.

Skrevet af:	Allan Fjord Jacobsen	Karakter:
Film medie:	DVD	Genre:	Krig, drama
Medvirkende:	Derek Luke Michael Ealy Laz Alonso Omar Benson Miller John Turturro Joseph Gordon-Levitt John Leguizamo	Instruktør:	Spike Lee
Produktionsår:	2008	Udgivelsesdato:	31. marts 2009
Land:	USA	Sprog:	Engelsk
Spillelængde:	153 min	Censur:	Tilladt over 15 år
Filmselskab:	40 Acres & A Mule Filmworks	Partner:	Midget Entertainment
Links:

Under optagelser om en dokumentar-film i Bhutan, var Michael J. Fox tæt på døden. Den Parkinson-ramte skuespiller faldt ned fra et bjerg, fordi han følte sig meget frisk, og blev for overmodig. Han symptomer blev formindsket af de store højder. Dokumentarfilmen omhandler det lykkeligste sted på jorden, et buddhistisk samfund i Himalaya.

Den elskede film fra 1969 med Robert Redford og Paul Newman bliver højst sandsynlig genindspillet. Det er Tom Cruise der står. Han vil selv spille rollen som Sundance Kid, der for ham står for en af de bedste optrædener på det store lærred. John Travolta skulle være kørt i stilling som Butch Cassidy. Indtil videre er der ikke fastlagt nogen datoer.

I de senere år er markedet for gyserfilm formelig eksploderet. Det første væsentlige gennembrud skete vel for godt og vel ti år siden, da japanerne begyndte at udsende deres okkulte film om forheksede videobånd og fugtige lejligheder der blev hjemsøgt at spøgelser.
Nu for tiden synes fokus mere at rette sig mod det direkte gys, altså chokfilmen, evt. krydret med et par indslag fra slashergenren. En sådan film kunne man godt sige at “Dødens Lejlighed” er. Den prøver på den ene side at forholde sig tro over for den gængse formel med parret, der håbefuldt flytter ind et nyt sted, men snart må sande, at der er noget galt. Samtidigt med dette lægger den bestemt ikke fingrene imellem, men serverer et par solide lussinger til publikum i form at chok og “wall-to-wall-violence” som vi kender det fra enhver god slasherfilm. Selve filmens grundidé – som selvfølgelig ikke skal røbes her – er også god og kunne være blevet endog rigtig godt støbt om til film, hvis evnerne og viljen havde været til det. Men sådan er det altså bare ikke.
Filmen åbner fint, men man skal ikke mere end et kvarter ind i den før det går galt. Præmissen kan ganske enkelt ikke bære, og man bliver som publikum helt igennem snydt for alt dét, der skaber en god gyserfilm, uanset om man så er til det subtile, snigende gys eller det direkte og makabre. For her prøves der virkelig på at favne det hele! Instruktøren kan ganske enkelt ikke finde ud af hverken at disponere sin film ordentligt, eller benytte sig af tilstrækkelige virkemidler til, at man som beskuer bliver overbevist af dét der sker. Og den korte spilletid virker yderligere distraherende, og hjælper slet ikke med til at give filmen “krop”. Tilbage står vi derfor med en torso snarere end en helstøbt film.
Hvis man er genre-geek vil man muligvis ikke se så kritisk på filmen, men så skal man vist også være en “die hard fan”!

Skrevet af:	Jes	Karakter:
Film medie:	DVD	Genre:	Gyser
Medvirkende:	Macarena Gómez Nuria González Adria Collado Ruth Diaz Roberto Romero.	Instruktør:	Jaume Balagueró
Produktionsår:	2006	Udgivelsesdato:	3. marts 2009
Land:	Spanien	Sprog:	Spansk
Spillelængde:	66 min.	Censur:	Tilladt over 15 år
Filmselskab:	Filmax	Partner:	Midget Entertainment
Links: