“Going postal”: Et amerikansk udtryk for at man pludselig bliver ekstremt sur, og bliver fuldstændig ude af kontrol, højest sandsynligt med følge af vold.

“Postal” er en film som man nok bliver nød til at se flere gange for at få det hele med.
Der sker mange ting hele tiden, og man kan ofte blive forvirret. Action og sjove brutale scener er der mange af, og det er med til at sætte et godt præg på filmen. Humoren kan til tider være ret sort, men ikke desto mindre griner man meget undervejs i filmen. Der er nogle små-groteske scener i filmen, som nok ikke alle vil synes er specielt sjove, men det er selvfølgelig med til at give filmen sin charme.

Tidligere har man stiftet bekendtskab med Uwe Boll i form af gyserfilm, men det her burde være det han satsede på fremover. Her har han virkelig ramt nerven. Filmen tager de debatter op som vi gerne vil høre noget mere om, og det giver også blod på tanden. Terroristernes planer, deres kiksede ledere, og i det hele taget ideen i at tage pis på hele verden, er nok det som er filmens generelle intention.

Er man til sort humor og brutale scener vil “Postal” nok være det ideelle valg til en video aften sammen med gutterne. Det er nok ikke en film man skal sætte på hvis man har en date med en dame, som man ønsker videre kontakt til. Det er en drengerøvs film og den kan også anbefales til en omgang tømmermands-tv.

Filmen får 3½ stjerne fordi den er som sagt meget sjov, men alligevel tror jeg der vil være nogle mennesker som synes, at filmen har lidt for sort humor til tider. Nogle mennesker vil sogar føle sig trådt på når de har set filmen. Ideen og konceptet i filmen er godt, men til tider bliver det lidt for rodet. Med til at give filmen denne karakter, er også p.ga de skuespillere som er blevet valgt. De spiller godt, og de styr på deres karakterer. Mindre rodet og lidt mindre sort humor, så er du godt på vej Uwe! Men du skal alligevel have et skulderklap, for denne genre er noget du har talent for.

Skrevet af:	2re	Karakter:
Film medie:	DVD	Genre:	Action, komedie
Medvirkende:	Zack Ward Dave Foley Chris Coppola Verne Troyer.	Instruktør:	Uwe Boll
Produktionsår:	2007	Udgivelsesdato:	3. marts 2009
Land:	Tyskland	Sprog:	Engelsk
Spillelængde:	102 min.	Censur:	Tilladt over 15 år
Filmselskab:	Running With Scissors	Partner:	Midget Entertainment
Links:

Sacha Baron Cohens nye film, Bruno, om den østrigske, homoseksuelle reporter, er blevet tildelt en NC-17 rating. Det betyder, at folk under 17 slet ikke må se filmen. Normalt skal film være R eller R-13, før selskaberne vil udsende dem i biograferne. Det mener Universal også, og derfor bliver filmen højst sandsynlig modificeret, og først DVD/Blu-Ray kan publikum se den ucensureret. Grunden er, at de er for mange sex-scener, blandt andet en realistisk analsex-scene, og en anden scene, hvor Bruno sniger sig ind til en jæger, som ikke er skuespiller.

I stedet for kommer filmen til at hedde Kung Fu Kid. Jackie Chan har rollen som Mr. Myagi, mens Will Smiths søn, Jaden, er den unge protegé.  Genindspilningen har indtil videre blevet skældt ud af fans fra 80′er-filmene. Måske en navneændring vil ændre på det.

Det er efterhånden sjældent at man ser en massemorder-thriller der formår at overraske. Genren er efterhånden så brugt, at det er vanskeligt at variere skemaet, og der er for så vidt heller ikke for alvor noget nyt i denne ellers udmærkede thriller. David Lynchs datter Jennifer har sat sig i instruktørstolen og – med lidt hjælp fra farmand åbenbart – sådan set formået at skabe en afrundet og relativt tæt komponeret film med få virkemidler. Udnyttelsen af de få locations er ramt rigtigt, og stemningen er tilpas trykket til at man føler sig lidt utryg ved det hele. Men også kun lige akkurat. For Lynch har på intet tidspunkt for alvor fat i struben på sin tilskuer, og det er måske heller ikke meningen. Man sidder virkelig ikke med livet i hænderne, og det skyldes måske også, at filmen forholder sig meget ironisk til sin historie. Der er megen humor i filmen, og i stedet for at understrege uhyggen, så opløser den faktisk de tilløb der er til egentlig gys. Derfor kommer slutningen heller ikke for alvor bag på én – selvom jeg synes at der lægges op til at den skal komme som et chok – og de bestialske scener får heller ikke den fremtrædende rolle, som man normalt forbinder med genren. Hvorom alting er, så er filmen i sidste ende ganske underholdende, men altså også en smule ujævn, fordi det ikke er helt til at afgøre, om instruktøren bruger humor som virkemiddel eller kommentar.
Skuespillerne er alle rigtigt godt castet. Det er herligt at se Pullman og Ormond i nogle solide roller – det er efterhånden længe siden efterhånden. Også Ironside er velplaceret og en skuespiller man ligeledes ser alt for lidt til. Alle birollerne er også tænkt igennem, og det giver filmen en samlet styrke, der hjælper den igennem de få svagheder der er i selve historien.
For dem der er kendere af David Lynch, vil der være et par referencer undervejs der sikkert vil begejstre, ligesom “slægtskabet” med “Twin Peaks” er så tydeligt formidlet, at selv ikke den mest uopmærksomme vil overse det. Det er med til at give filmen en ekstra og meget underholdende dimension.

Skrevet af:	Jes	Karakter:
Film medie:	DVD	Genre:	Thriller
Medvirkende:	Bill Pullman Julia Ormond Shannon Jardine French Stewart Michael Ironside.	Instruktør:	Jennifer Lynch
Produktionsår:	2008	Udgivelsesdato:	27. januar 2009
Land:	USA	Sprog:	Engelsk
Spillelængde:	92 min	Censur:	Tilladt over 15 år
Filmselskab:	Independent	Partner:	Midget Entertainment
Links:

Serien har vundet 3 Golden Globes, 20 andre priser og var i alt nomineret til 30 priser. Skaberne af “Mad Men” er også dem som har lavet serien “Sopranos”.

I starten får vi en god beskrivelse af karaktererne og et godt indblik i deres privatliv. Selvom man arbejder på et “fancy” reklameburo i 60′erne og tjener godt, kan man altså godt have problemer derhjemme. Arbejdet trykker og der er ikke meget plads til familien. Man starter stille ud, og i starten er man lidt i tvivl om hvor det hele vil lede hen. Der kommer nogle underlige signaler ind imellem der får en til at tænke, og det er kun en god ting. Det bliver mere og mere mystisk og man får kun lidt information i starten, men senere kommer kortene på bordet. Den mystiske Don Draper har en fortid som han holder skjult, men det er spændende og kun en god ting at man får så lidt information ad gangen. Desuden får man også et godt indblik i hvordan det var at være reklamefolk i 60′erne og atmosfæren og scenerne tager en tilbage, og for nogle vil det måske bringe minder frem. Alt i alt er det en serie som giver dig meget at tænke over, og den giver et indtryk af hvordan kønsrollemønstret og livet var dengang.

“Mad men” er en god serie hvis man er til drama og spænding. Hvis man er vild med serier og har tålmodighed til at følge med, så er det helt sikkert det rette valg. Man tænker hele tiden over hvad det næste træk bliver. De mange affærer skaber selvfølgelig problemer og en del spænding. De forskellige måder at sælge et produkt på, og de slogans de finder på, er meget underholdende at følge med i.

Første sæson af “Mad Men” skal have 5½ ud af 6 stjerner, på trods af den langsomme start, mener jeg at det kun er en god ting, da det præger mystikken og man glæder sig til at få nye spor hvert afsnit. Fremragende serie og man kan godt forstå at den har vundet de priser som den har. Serien er positivt overraskende og har et friskt pust over sig.

Skrevet af:	2re	Karakter:
Film medie:	DVD	Genre:	Drama
Medvirkende:	Jon Hamm Elisabeth Moss January Jones Vincent Kartheiser.	Instruktør:	Matthew Weiner
Produktionsår:	2007	Udgivelsesdato:	3. marts 2009
Land:	USA	Sprog:	Engelsk
Spillelængde:	585 min	Censur:	Tilladt over 15 år
Filmselskab:	American Movie Classics	Partner:	Midget Entertainment
Links:

All You Need is Love.

“The musicals are back!” udbrød Hugh Jackman begejstret ved dette års store Oscar-uddeling, efter en spektakulær showoptræden med en gennemgang af filmhistoriens elskelige musical evergreens.
Vi befinder os også i en tid, hvor “Mamma Mia!” (2008) nu har fået indhyllet hele verden i sit glitrende, grandprix-glade ABBA-slør. Men ved samme lejlighed er en film af samme slags desværre druknet fuldstændigt ved siden af – og det endda selvom den er sammensat af musik fra verdens mest populære band gennem tiderne, The Beatles.
Den amerikanske instruktør, Julie Taymor, bedst kendt for Frida Kahlo-filmen “Frida” (2002) med Selma Hayek, har samlet ca. 33 kendte og mindre kendte sange fra det enorme Beatles-arkiv, og yndefuldt vævet dem ind i en enestående historie, med navne som Evan Rachel Wood og den nyudklækkede stjerne, Jim Sturgess i fronten.
Tilsammen er det blevet til spændende nyfortolkninger, visionære scener og et vaskeægte, helstøbt 60′er-eventyr, om venskab, musik, krig, revolution, syre og ikke mindst kærlighed…

I midt-60′erne rejser den unge Liverpoolske værftsarbejder, Jude (Sturgess) til Amerika for at finde sin biologiske far, der viser sig at være en simpel pedel ved Princeton University.
Jude bliver hurtigt venner med den studerende og frisindede, Max (Anderson), og forelskelser sig samtidig hovedkulds i Max’s søster, Lucy (Wood). Sammen flytter de alle tre til det indre Manhattan, i et slidt bofællesskab hos den sexede sangerinde, Sadie og blues-guitaristen JoJo.
Livet er frit og lykken virker til at være fundet, men ikke længere efter bliver Max indkaldt til session og sendt afsted til krigen i Vietnam. Lucy bliver en aktiv del af de mere eller mindre aggressive anti-krigsbevægelser, mens Jude kæmper for at klare sig som kunstner, og deres forhold går ind i svære tider med frustrationer, syretrip og jalousi.

Da jeg, som en af de meget få, hørte at der var kommet en film med en rygrad af Beatles’ evigt klassiske numre, smed jeg stort set alt jeg havde i hænderne for at købte den første biografbillet, jeg kunne komme til – og sikke en oplevelse det blev!
Her er en film, som virkelig formår at få udnyttet sit materiale til det ypperste. Det er lidt utroligt hvilke scenarier og hændelser, der her er opnået, udelukkende ud fra et par kryptiske linjer, som 4 hippie-musikere i sin tid nedgriflede (garanteret stærkt påvirket i processen).
Alt du næsten kan komme i tanke om fra Beatles lyriske univers er inkluderet, lige fra karakterernes navne til sætninger som “When I’m 64…” og “She Came in Through the Bathroom Window!”.
Der er både hints til filmene, i form af bl.a. the Blue Meanies fra “Yellow Submarine” og virkelighedens hændelser, i form af et Cavern Club-lignende spillested, hvor bandet i sin tid gav deres første koncert, samt hustaget, hvor de spillede deres sidste.
Selve historien er der ikke meget nyskabende over. Det er den klassiske “Dreng møder Pige”-historie, hvor de unge elskende så må gå så grueligt meget igennem, før de kan blive lykkelige sammen.
Skuespillet fejler intet. Evan Rachel Wood leverer en solid performance som Lucy, og Jim Sturgess charmer sig sin vej gennem historien, på bedste engelske manér. Men det er nu nærmere de to mere ukendte navne, Joe Anderson, som Max, og Martin Luther, som JoJo, der især tager kegler med deres spil i flere af scenerne. Derudover dukker der undervejs små, underholdende cameos op fra folk som Joe Cocker, Eddie Izzard og Bono.
Castet’s sangstemmer er forrygende og harmonerer virkelig godt (som man specielt kan høre i “Because”), lige fra Sadie’s rå, rock-mama stemme, til Sturgess lyse tenor (som nemt kunne forveksles med Ewan McGregors).
Noget af det, der allermest bør fremhæves og ikke mindst roses er filmens billeder og scenarioer, som af og til nærmest bliver kunstværker i sig selv. Under sange, som “Strawberry Fields Forever”, “Happiness is a Warm Gun” og især “I Want You (She’s So Heavy)” bliver scenerne så imponerende i deres idé, koreografi og udførelse, at de skiller sig bemærkelsesværdigt ud fra resten af filmens ellers almindelige scener, og man efterlades mere eller mindre målløs.
Mens sange som “With a Little Help from my Friends”, “Let It Be” og “Come Together” byder på kanone stemninger og fascinerende atmosfære, om de så enten bevæger én, eller får én til at føle sig herligt godt tilpas.
Derudover bliver seerne også hyllet ind i sange, som “I am the Walrus”, “Being for the Benefit of Mr. Kite” og “Because”, hvor man bare skal læne sig tilbage, og opleve påvirkningen af den betagende syre og de sensitive drømmesyn, der udspiller sig.
Meget af det er umådelig teatralsk i koreografien, og de overdrevne symbolikker driver ofte ned af væggene, men sådan er det helt sikkert også tiltænkt – og det holder! Så selvom sangene måske ikke skulle sige én noget, så er det alligevel utroligt flot at kigge med.

Det lyder nok alt sammen en anelse overvældende og næsten lidt for godt, men filmen har selvfølgelig også sine svage punkter.
Specielt lider den af en ret sløv start, hvor en god portion af de ret ukendte sange er blevet placeret, og man skal omkring 40 minutter (ud af 133) ind i den, før der rigtig kommer gang i det hele.
Derudover prøver historien hårdt i starten, at etablere thai-pigen, Prudence (T.V. Carpio), som en af hovedpersonerne, hvorefter det hurtigt går op for plottet, at hun ikke rigtig kan bruges alligevel. Derfor forsvinder hun i lange perioder ind og ud hele filmen igennem – hvilket forstyrrer utrolig meget!
Fra hendes introduktion (i form af en HEL sang alene) går der f.eks. en halv time før hun rigtigt dukker op igen, og hele hendes historie, om besværet ved at komme ud som homoseksuel, er alt for svagt beskrevet, og derfor kommer aldrig ordentlig frem. Så hun ender udelukkende med, at være irriterende fyld hist og her, som man i lang tid decideret glemmer, undervejs i den overordnede historie.
I bund og grund er hun vist mest til, som en undskyldning for at kunne have “Dear Prudence”-sangen med (hvor hun på bedste, overdrevne symbolske måde “kommer ud af skabet”).
Der er enkelte af sangene, som til tider kommer lidt ud af det blå, og kan derved godt medføre et par forvirrende skift og sidespring i den gennemløbende sammenhæng.
Men på samme måde, som man oplevede tilbage i Luhrmann’s “Moulin Rouge!” (2001) virker de fleste af teksterne, som om de er skrevet direkte til filmens formål, og det er imponerende, når størstedelen af dem går snart 50 år tilbage!

Alt i alt, en god, gennemsnitlig kærlighedshistorie, udsmykket med fantastisk fritænkning og fortolkninger af de folkekære sange. Vær dog beredt på at møde den mere ukendte del af Beatles’ numre, da det ikke ligefrem er de typiske sange (”Twist and Shout”, “Yesterday” og “A Hard Day’s Night”), som filmen søber rundt i.
Skuespillet er fint, uden det helt store at komme efter, og karaktererne er troværdige og godt skruet sammen, især den Janis Joplin-lignende Sadie og Jimi Hendrix-inspirerede JoJo.
Filmen emmer af kreativitet, kunst og kærlighed, og egner sig vældig godt til en romantisk aften.
Skuespillernes sangstemmer og hele filmens billedside gør den et ekstra kig værd – Men er man ikke Beatles-fan (eller ikke til musicals), bør man nok trække en stjerne fra den samlede karakter.

Skrevet af:	Jonas Bjerregaard	Karakter:
Film medie:	DVD	Genre:	Musical, Romance
Medvirkende:	Evan Rachel Wood Jim Sturgess Joe Anderson Dana Fuchs Martin Luther	Instruktør:	Julie Taymor
Produktionsår:	2008	Udgivelsesdato:	20. Juni 2008
Land:	USA	Sprog:	Engelsk
Spillelængde:	133 min.	Censur:	Tilladt over 11 år
Filmselskab:	Revolution Studios	Partner:
Links:

Trailer:

Ud fra det korte resume lyder filmen jo spændende. Dette er dog ikke tilfældet. Starten af filmen er meget sløv, og man sidder hele tiden med håbet om at det vil gå over, men det gør det bare ikke. Hvis man ikke har læst bag på coveret vil man automatisk sidde og spørge sig selv om, hvor det egentlig er de vil hen med den her film. Så kedelig er den i starten. Der er lagt meget vægt på at vi skal kende hovedpersonerne godt, og høre om hvad der er sket i deres fortid. Der er selvfølgelig en tragisk fortid, men det er der jo typisk i film. Der er også det med filmen at hele handlingen næsten foregår på et tog, det gør altså heller ikke filmen videre spændende. Det er meget godt at en film beskriver karaktererne godt, og at der ikke er for meget scenarie skifte, men det kan altså også blive for meget af det gode, som i det her tilfælde. Da der så endelig sker noget spændende i filmen, er der gået lidt over en time. Nu skal vi huske på at filmen vare 106 min, så er der altså ikke ret meget tid at løbe på. Filmen bliver mere spændende, men man kan ikke tillade sig at kalde det “en uhyggelig thriller i ægte Hitchcock-stil”, som der står skrevet på coveret.

Man bliver skuffet over at filmen ikke er blevet meget bedre eftersom de skuespillere som er med er Woody Harrelson og Ben Kingsley. De gør det dog godt, og det er med til at trække filmen op i karakter. Uden dem havde det set helt håbløst ud. Et lille skulderklap skal der dog være plads til. Filmens slutning har et lille twist og det er da meget godt. En ting som man kan undre sig over er om filmen har haft et lavt budget, der er ikke de vilde scener, og det er også med til at trække ned i karakteren.

Jeg vil ikke anbefale denne film til nogen som søger action, gys og massere af spænding, for det er der mangel på. For at være ærlig ved jeg egentlig ikke hvem jeg ville anbefale denne film til. Ideen i filmen er jo god nok, men der sker bare for lidt, og der er lang tid mellem de “Gode” scener. Det bliver to stjerner ud af seks fra mig af, men det er kun fordi at ideen er god nok, og at der er nogle gode skuespillere med i filmen.

Skrevet af:	2re	Karakter:
Film medie:	DVD	Genre:	Thriller, Crime, Drama
Medvirkende:	Woody Harrelson Emily Mortimer Ben Kingsley.	Instruktør:	Brad Anderson
Produktionsår:	2007	Udgivelsesdato:	20. januar 2009
Land:	USA	Sprog:	Amerikansk , Russisk
Spillelængde:	106 min.	Censur:	Tilladt over 15 år
Filmselskab:	Filmax International	Partner:	SF Film
Links:

Jeg sidder her med denne film i hånden og er meget spændt på hvad den mon byder.
Coveret er flot, og det ser rigtig brutalt ud. Udfra beskrivelsen på coveret er der lagt op til en god omgang gys og splat.

Filmens start er som coveret beskriver “Ikke for sarte sjæle”. Der er ganske enkelt tale om dyremishandling af den grove slags.
Filmen handler om en seriemorder som tager folk til fange og lader dem sulte og filmer dem til de er helt væk fra overfladen. Denne grusomme mand bliver fanget, og skal henrettes i den elektriske stol. Tidligere i filmen får man beskrevet hvordan reglerne mht. sådan en henrettelse skal foregå. Er man ikke død efter at få strøm igennem kroppen tre gange, må man ganske enkelt gå. Selvfølgelig sker dette, men politiet vil ikke lade denne morder gå fri, så de begraver ham levende. Han får gravet sig selv op, og tager ud for at få sin hævn mod de ansvarlige.

Denne film er alt for kliche. Ikke nok med at vi utallige gange har set film om folk der tager sin hævn, vi har også set maskeklædte mænd, som ville tage sin hævn. Coveret giver ret høje forventninger, men det er svært ikke at blive skuffet. “Denne film indeholder meget stærke og voldsomme scener”. Det er simpelthen noget underligt noget at skrive, da det eneste voldsomme i filmen er starten, hvor man ser dyremishandling. Filmen er alt for forudsigelig, og der er absolut intet nyskabende i denne film.
I de 90 min. som filmen varer, venter man på at der sker det helt vilde, men der sker bare intet som er værd at fortælle vennerne om. Som om det ikke skulle være nok, så har filmen den dårligste slutning nogensinde.

Jeg giver “Slagteren” 1 ud af 6 stjerner og det er simpelthen af sympati for de skuespillere der har skulle stå model til så usselt et manuskript.

Skrevet af:	Tore Christiansen	Karakter:
Film medie:	DVD	Genre:	Gyser
Medvirkende:	Michael Paré Will Sanderson Ralf Moeller	Instruktør:	Uwe Boll
Produktionsår:	2007	Udgivelsesdato:	9. september 2008
Land:	Canada	Sprog:	Engelsk
Spillelængde:	90 min	Censur:	Tilladt over 15 år
Filmselskab:	20th Century Fox	Partner:	Midget Entertainment
Links:

Kham (Jaa) er sidste skud på stammen i en lang række af elitetrænede Thaikrigere der lever i harmoni med naturen og dets dyreliv.
Så da den lokale mafia kidnapper hans to elskede elefanter med henblik på eksport til Australien, får de ufrivilligt følgeskab af Kham der med vold og magt sætter alt ind på at skaffe sine højt værdsatte venner tilbage.

The Protector/Tom Yum Goong er instruktøren Prachya Pinkaew og Muay Thai eksperten Tony Jaa opfølger til deres internationale gennembrud Ong-Bak (2003)
Og ydermere repræsenterer den en naturlig forlængelse af genrefilmene grundlagt af Bruce Lee, Jackie Chan og Jet Lee.

Filmen rummer dog talrige fejltrin – rædselsfuld dialog, forcerede skuespilpræstationerne og plottet, omhandlende “Elefant-napning” er rent Disney -
men alle disse kritikpunkter blegner, når filmen leverer hvor det virkeligt tæller, nemlig i de knogleknusende kampscener og hvem har i øvrigt nogensinde sat sin lid til elementer som plot og skuespil i “kong fu” film.

Jaa stryger fra den ene mere overdådige og eskalerende tåbelige kampscene efter den anden og det er her filmen ånder og lever.
Specielt scenen hvor Kham ene mand med slag og spark rydder en eksklusiv seksetagers restaurant/natklub i en fem minutters lang steadicam sekvens er en triumf i timing, koreografi og udførelse.
Derudover syntes jeg lige at filmens Klimaktiske kavalkade af knoglebrud, bør nævnes om ikke andet så fordi den helt sikkert sætter en ny rekord i mængden af almen legemsskade påført i en enkelt scene.

Så er man til kong fu og æstetiske smukke kampscener så går man ikke galt i byen med denne udgivelse, leder man derimod efter bæredygtigt plot eller bare en snert af sund fornuft er det nok mere hensigtsmæssigt at ignorer filmen.

Skrevet af:	Nicklas Thoft Jensen	Karakter:
Film medie:	DVD	Genre:	Action
Medvirkende:	Tony Jaa Xing Jing Nathan Jones	Instruktør:	Prachya Pinkaew
Produktionsår:	2005	Udgivelsesdato:	10. februar 2009
Land:	Thailand	Sprog:	Thai, English, Mandarin, Vietnamese
Spillelængde:	106 min	Censur:	Tilladt over 15 år
Filmselskab:	Sahamongkolfilm Co	Partner:	Midget Entertainment
Links:

Hvis man er ubetinget fan af Bruce Campbell og kender alle hans film ud og ind, så vil man med garanti elske denne selvironiske -og refererende gyserkomedie og elske hvert et sekund af den. Man skulle derfor tro, at hvis man som almindeligt dødelig og uvidende filmkender, hvis Campbell-kendskab begrænser sig til “Evil Dead”-trilogien, faldt over denne film – som jeg gjorde – ville blive umådeligt skuffet eller bare kede sig ihjel, fordi man ikke sad inde med al den campbellske viden som er så vigtig for at forstå hen -og bibetydninger. Men sådan er det faktisk ikke med denne film. Den lader ikke ignoranterne i stikken, men lukker dem tværtimod indenfor til en hylende morsom, underspillet og samtidigt elementært spændende film, som trækker på alle B-filmens klichéer og samtidigt må være enhver Campbell-devotées våde drøm. Det er faktisk noget af en bedrift – det er jo hele to film i én!
Men hvorfor lykkes filmen? Det gør den primært i kraft af Campbells tilbagelænede og selvreflekterende spil, som simpelthen er en ren fornøjelse at være vidne til. Manden er jo komiker af rang, og er åbenbart kun blevet bedre med årene. Han tilfører filmen så megen energi, at det halve kunne være nok. Og så er der selve beskrivelsen af det lille landsbysamfund. Det bliver ikke mere kliché, og Campbell udnytter det til sidste dråbe. Desuden spiller han på alle de interne Hollywood-jokes om hele B-films produktionen og hvad dertil hører. Det virker jo hver gang, men sat ind i denne sammenhæng fungerer det simpelthen optimalt. Endelig har vi så selve splatterdelen som ikke er overvældende men dækkende for historien, og tilmed også meget morsom. Også en fin idé med de musicerende troubadourer, der fortæller sideløbende med handlingen som en slags alvidende fortællere. Uden at røbe for meget er der en enkelt scene som bare lige må trækkes frem: læg mærke til dét øjeblik hvor det går op for Campbell, at der er en virkelig dæmon på spil og han prøver at komme ud af byen. Dén scene er simpelthen for morsom, også fordi den er så enkelt udført! Og så sammenfatter den faktisk hele filmens idé, idet den illustrerer den lethed hvormed Campbell fortæller sin historie som meget nemt kunne være blevet enten forudsigelig eller tung. Når forventningen til at begynde med er en kliché i sig selv, hvordan fortæller man så klichéen bedst?
Campbell fandt ud af det.

Skrevet af:	Jes	Karakter:
Film medie:	DVD	Genre:	Gyser, Komedie
Medvirkende:	Bruce Campbell Ellen Sandweiss Ted Raimi Adam Boyd Mike Estes	Instruktør:	Bruce Campbell
Produktionsår:	2007	Udgivelsesdato:	11. februar 2009
Land:	USA	Sprog:	Engelsk
Spillelængde:	86 min	Censur:	Tilladt over 15 år
Filmselskab:	Dark Horse Entertainment	Partner:	Midget Entertainment
Links: