En sand kavalkade af fortidslevn fra de glade 80′er og velrespekterede oscarvindende karakterskuespiller (Mickey Rourke, Jet Li, Jason Statham, Ben Kingsley, Eric Roberts, Dolph Lundgren og Forest Whitaker) syntes utrolig nok fusioneret i hvad der pt. Lyder som et af de mest lovede filmprojekter i nyere tid The Expendables (2010).

Forfatter, instruktør og hovedrolleindehaver hedder Sylvester Stallone

Og får overstående ikke mundvandet til at løbe, så må rygtet om at Californien’ olierede Olympus aka. Guvernør Arnold Schwarzenegger, har tilsidesat arbejdet med finanskrisen og indvilliget i at optræde i en såkaldt cameo rolle som sig selv, være udslaget der tvinger evt. læsere til at synke eller spytte.

Filmens handling – om en række lejesoldater’ forsøg på at fjerne en gal diktator fra magten- er rent “Blah” men med Stallone’ seneste film – Den torsketunge men utroligt underholdende Rambo (2008) – i baghovedet og rollelisten taget i betragtning kan dette umuligt undgå at blive andet end interessant.

Så er det godt nyt til alle der gik med bange anelser om at Warner Bros. på grund de enorme produktionsomkostninger – Rygterne siger et sted imellem $100-150 mio. – vedrørende Zack Snyder’ filmatisering af Alan Moore og David Gibbons’ Magnum Opus “Watchmen” skulle havde insisteret på en mere nedtonet udgave af den grafiske novelles til tiders eksplicitte blodsudgydelser.

Filmen har tværtimod i USA. Modtaget en såkaldt “R-rating” – Alle under 17 skal have følgeskab af en myndig – for “Stærk grafisk vold, seksualitet, nøgenhed og sprog”

Ydermere har det engelske British Board of Film Classification. stemplet filmen med et “18″ Certifikat, igen for “Stærk blodig vold”

Det er selvfølig langtfra garanti for en god film, men det er dog forfriskende at se at et studie viger fra vanligt kapitalistisk tankespektrum og i sted respektere det oprindelige materiales tematik uden omsvøb.

Før Daniel Craig sluttede sig til Hollywood’ “A-Lister” i skikkelse af en særdeles sammenbidt og humorforladt udgave af 007, var han bedst kendt for sine fine præstationer i britiske indiefilm som Love Is The Devil (1998), Eduring Love(2004)
MS.Label er gået et skridt videre i mandens volumøse bagkatalog og præsentere nu for første gang på dansk DVD, den BBC producerede mineserie En Velbevaret Hemmelighed/The Ice House.

Tre midaldrende kvinder lever en tilsyneladende sorgløs tilværelse på et aldrende landsted i England.
Dette fredfyldte status quo bliver i midlertidigt sprængt, da deres gartner finder et forrådnet lig i et nedlagt frysehus på deres grund.
Den efterfølgende politiefterforskning er nemlig med til at rippe op i de stridigheder der har hersket imellem de tre kvinder og fremtrædende repræsentanter for lokalsamfundet, siden den ene kvindes mand forsvandt under mystiske omstændigheder for ti år siden.
Den fordrukne Kriminalassistent Andy Mcloughlin (Craig) er fast besluttet på at nå til bunds i hvad der på baggrund af modstridig attitude fra de tre kvinder som såvel de lokale, skal vise sig at blive en yderst kompliceret efterforskning.
For hvad skete der egentligt for ti år siden? Og hvem er liget i frysehuset?

Undertegnede vil starte ud med at indrømme at den rendyrkede krimi som genre, aldrig har tiltalt mig synderligt, Thriller, ja men ikke krimi, da denne i mit univers altid har haft forbindelse til pseudo intellektuelle, piberygende, tweedblazerbærende mandspersoner der bevæbnet med en kæk replik, umenneskelig charme og et umiskendeligt glimt i øjet uden videre besvær formår at løse selv den mest snørklede og usandsynlige mordgåde.

Men i objektivitetens tjeneste kan jeg dog tilføje at En Velbevaret Hemmelighed nok skal falde i god jord hos den del af befolkningen der nyder en traditionel kriminalfilm/Tv-serie med alt hvad det så indebærer.
Skuespillet fungerer godt, især sammenspillet imellem Daniel Craig og Kitty Aldridge slår gnister, derudover virker Time Fywell instruktion stram og struktureret.

Dette ændre dog ikke ved det faktum at denne miniserie’ naturlig hjemsted er en tirsdag aften på TV-2 Charlie og ikke på DVD.
Serien er ydermere så britisk at den ved salg burde udleveres med en varm kop the, fish and chips og et vers af Rule Britannia.

Men er man glødende krimientusiast eller bare erklæret anglofil så er det ikke helt usandsynligt at man får et eller andet positivt ud af En Velbevaret Hemmelighed.

Skrevet af:	Nicklas Thoft Jensen	Karakter:
Film medie:	DVD	Genre:	Krimi, drama
Medvirkende:	Daniel Craig Kitty Aldridge Corin Redgrave	Instruktør:	Time Fywell
Produktionsår:	1997	Udgivelsesdato:	27. januar 2009
Land:	England	Sprog:	Engelsk
Spillelængde:	173 min	Censur:	Tilladt over 15 år
Filmselskab:	Midget/Mis. Label	Partner:	Midget Entertainment
Links:

Hugh Jackman som vært var et noget alternativt valg. Normalt er det en entertainer. Men det vidste sig, at han var en entertainer, der både kunne fyre jokes af, synge og danse. I stedet for de meget skarpe one-liners henvendt til enkelte prominente stjerner, var der et ordentligt musical-nummer som intro. Det var meget herligt, men man havde håbet på lidt mere.

Der var to forandringer i showet, jeg var vilde med: måden de forskellige skuespilskategorier blev tildelt, hvor fem tidligere vindere gav en kommentar til hver enkelt nominerede. Det ophøjnede værdien af prisen. Derudover var der skåret ned på antal af presenters til fordel for længere taletid, og det gav meget mere flow i showet uden dræber-øjeblikke. Ben Stillers efterligning af Joaquin Phoenix’ optræden i David Letterman var intet midnre end fænomal. Ellers var humoren mere nedtonet. Til sidst sad man med en følelse af at mangle lidt mere.

Men hvordan med fordelingen af priserne?

Slumdog Millionaire blev den helt store vinder, og modtog en Oscar for bedste film, instruktion, cinematografi og tilpasset manuskrip blandt de vigtigste. Ingen af dem var den store overraskelse, og det er også fuldt fortjent.

Kate Winslet fik sin Oscar i 6.forsøg, og hun er vitterligt også den nye Meryl Streep. De to er alene i toppen af kvindelige skuespillere. Penelope Cruz for Vicky Christina Barcelona var et sikkert hit også. Så kommer vi til Heath Ledger. Det var et utroligt følelsladet øjeblik, der tydeligvis påvirkede mange af tilskuerne. Og min personlige favorit, Mickey Rourke, fik desværre ikke sin statue, men Sean Penn havde så afgjort også sig fortjent Han skrev sig ind i historiebøgerne som den 9. der har modtaget 2 Oscars for bedste hovedrolle.

Den allerstørste overraskelse, eller måske den eneste, var, at den japanske Departures vandt for bedste ikke-engelsksprogede film. Waltz With Bazir og Klassen var ellers de helt store favoritter her.

Alt i alt et behageligt show med en masse gode taler og et bedre flow end set i mange år. Det er helt sikkert og vidst, at jeg sidder foran skærmen igen til næste år.

Mexicanske film er slet ikke noget man skal kimse af. Med instruktører som Alejandro González Iñárritu, Guillermo del Toro og Alfonso Cuarón er landet højt placeret på det filmiske landkort. Rodrigo Plá er et ubeskrevet blad i forhold til ovenstående herre.

En flok indbrudstyve fra den forkerte side af muren bryder ind i et hus, hvor de myrder hende, der bor der. Efterfølgende ser man dem alle myrdet selv, og politiet uden for zonen bliver forsøgt bestukket til ikke at forfølge sagen yderligere, men afviser. Det helt tydeligt, at dem der bor indenfor muren foretrækker at være i fred fra resten af byen. De har oven i købet deres eget råd, hvor de diskutere, hvad de skal gøre ved den ene morder, der undslap: at fange ham selv uden politiets indblanding, men selvfølgelig gør de det. Alejandro er søn til en af de fremtrædende i jagten på den undslupne. Han lærer af sin far, at alt er mere kompliceret udenfor muren, og at politiet er ligeglade med retfærdighed. Ganske paradoksalt var det netop politiet, der afslog en bestikkelse, mens de rige tager loven i egen hånd. Det viser sig, at den undslupne fange bor i Alejandros kælder, men i starten siger han ingenting. Både hans venner og deres forældre leder med lys og lygte efter tyven. Gradvist bliver de mere optaget af deres foretagende, og gradvist daler deres moral. Kun Alejandro og den undslupne, der var ufrivillig indblandet i mordet og Alejandros mor, synes at have deres moral intakt. Selv de unge børn deltager villigt til jagten.

Det er kun den tredje, jeg har set med Maribel Verdú, der brillierer som Mercedes i Pan’s Labyrint og som den forføriske Luisa Cortes i Og Din Mor. I La Zona viser hun også sit talent, og man kan kun se frem til at se flere film med hende, bl.a. i Francis Ford Coppolas nye independentfilm, Tetro.

La Zona er ikke visuelt overdådige som filmene af del Toro, Cuaróns og Iñárritus film. Den er heller ikke på niveau med de bedste af deres film, men som debut er den utrolig vellykket. Det er da også en helt anden genre. Det er en spændingsfilm i et miljø, der virker opdigtigt. Der er mange overvågningskameraer i det isolerede samfund. Men de rige i Zonen lider mere af mangel på moral end de fattige. Grænserne for langt de vil gå for at beskytte deres lukkede tilværelse er meget bredde. Filmen har ikke mange sidespor, og den stramme instruktion gør, at man konstant bliver tvunget til at følge med. Det er slet ikke dårligt, for det er solid og gedigen spænding. Det kunne sagtens bliver moraliserende, og det er da også let at gøre i et land, hvor der bor rigtig mange fattige. Heldigvis holder den sig indenfor rammerne af spændingsfilmen med lige præcis den mængde sociale kommentarer, der skal for at gøre en tand bedre.

Skrevet af:	Allan Fjord Jacobsen	Karakter:
Film medie:	DVD	Genre:	Drama, thriller
Medvirkende:	Daniel Gímenez Cacho Carlos Bardem Maribel Verdú Andrés Montiel	Instruktør:	Rodrigo Plá
Produktionsår:	2007	Udgivelsesdato:	10. februar 2009
Land:	Mexico	Sprog:	Spansk
Spillelængde:	91 min	Censur:	Tilladt over 15 år
Filmselskab:	Morena Films	Partner:	Midget Entertainment
Links:

Så blev modtagerne af den 81. Oscar endelig fundet. Det var en lidt anderledes udgave, og en artikel omkring showet vil komme senere.

Slumdog Millionaire løb ikke overraskende for bedste film, bedste instruktion, bedste tilpasset manuskript og bedste cinematografi.  Den modtog også en statue for bedste soundtrack, sang og redigering.

Heath Ledger modtog en Oscar for bedste birolle som Jokeren. Ligeså gjorde Penelope Cruz for Vicky Christina Barcelona. For bedste hovedrolle, hvor slaget stod mellem Meryl Streep/Kate Winslet og Mickey Rourke/Sean Penn, blev det hhv. Kate Winslet som Hannah Smith i The Reader, og Sean Penn som den homosekuelle politiker i Milk, der rendte afsted med statuerne. Wall*E blev bedste animation, mens aftenens helt store overraskelse var i bedste ikke-engelsksprogede film. Her vandt den japanske Departures foran Waltz With Bazir og den franske Klassen.

Hele listen kan ses på:

http://www.imdb.com/features/rto/2009/oscars/

Negative anmeldelser til trods, er det alligevel lykkes Fredag Den 13. at slå alle tidligere rekorder sat af slasher/horrorfilm ved de nordamerikanske billetluger.

På fire dage – siden premieren fredag den 13 (hvilket sammentræf) – har filmen omsat for $45.2 mio.

En bragende succes for en film med et estimeret budget på $16 mio.

Dette faktum, kombineret med Hollywood forkærlighed til samlebåndsprodukter som substitut for filmkunst, lover godt nyt til alle med hang til en toer.

Den engelske arbejderklasse er portrætteret mange, mange gange. Fælles for en del af filmene er, at de ikke er fordømmende overfor overklassen eller belærende. De handler ganske enkelt om livet på godt og ondt. En Fri Verden er helt og holdent indenfor disse rammer, og det er ikke den bedste af slagsen, men den har helt bestemt noget at byde på.

Da Angie bliver fyrret fra et rekrutteringsbureau er hun ikke økonomisk på toppen. Med en stor gæld, flere kreditkort og arbejdsløs, starter hun hendes eget vikarfirma. I modsætning til hendes forrige job, er hun helt nede på gadeplan for at skaffe klienter. Hun specialisere sig i indvandrerne. Først 21 minutter inde i filmen lærer man, at Angie også har en søn, Jamie. Han har været i slåskamp, hvor han har slået kæben af led på en anden. Vi erfarer også, at Angie ikke er en god mor, fordi hun ikke kan tage sig ordentligt af ham. Da hun også bliver presset på jobbet, bliver hun overtalt til at rekruttere arbejdere med falsk pas, fordi hun får at vide, de arbejder hårdere grundet faren for at blive smidt ud ad landet. Firmaet køres sort, og arbejderne begynder at få mistanke om, at der ikke er helt rent mel i posen. Oven i købet vil partneren ikke være med til at benytte sig af illegale arbejdere. Angie kommer længere ud på et overdrev eftersom foretagendet vokser og vokser. Hun bliver igen snydt, men hendes modsvar denne gang er, at tage skridtet endnu længere ud, hvor moralen er holdt op med at eksistere.
Det her er socialrealisme på højt plan. En genre Ken Loach mestre til perfektion. Det er nærværende og vedkommende. Når en sjakbajs er utilfreds med hans fremmedarbejdere ringer han til Angie, for at få en bedre pris. Han beskylder polakkerne med en arbejdstilladelse for at være rapkæftede, i stedet for bare tie stille og gøre deres slavearbejde. Det er sagt racistisk, men ikke fra instruktørens side. I stedet er det sagt racistisk, fordi personen der siger det, virkelig mener hvert et ord. Og det er gennemgående i hele filmen: der er ikke lagt en dæmper på de forskellige karakterer, men i stedet er det virkelighedens upolerede personer med alt hvad det indebærer. På trods af en realistisk fremstilling af personerne, så kan man ikke helt identificere sig med nogen. Karakteropbygningen er ikke stærk nok. Man får heller ikke det indblik i de illegale indvandrers hverdag, som virkelig kunne gør dette film til et lille mesterværk. Derudover er der nogle underlige drejninger, og en lidt forhastet slutning. Men Angies vej fra ærgerlig arbejder til en person, der ikke længere tænker i mennesker, men ser mennesker som vej til penge, er interessant og veldrejet.

Skrevet af:	Allan Fjord Jacobsen	Karakter:
Film medie:	DVD	Genre:	Drama
Medvirkende:	Kierson Wareing Juliet Ellis Leslaw Zurek	Instruktør:	Ken Loach
Produktionsår:	2007	Udgivelsesdato:	10. februar 2009
Land:	England	Sprog:	Engelsk, Polsk
Spillelængde:	92 min	Censur:	Tilladt over 15 år
Filmselskab:	BIM Distribuzione	Partner:	Midget Entertainment
Links:

Den Røde Baron, med det borgerlig navn Manfred con Richthofen, var den mest respekterede pilot og kæmper under 1. verdenskrig. Han skulle efter sigende have vundet omkring 80 luftkampe. Hvordan han var som person, skal jeg ikke gøre mig klog på her, men sikkert og vist er det, at filmens fremstilling er slået helt fejl.

Forventningerne til en smuk film bliver straks skruet i vejret: en dreng er på jagt, og betragter et dyr. Han bliver forstyrret af en flyver, og rider efter den på sin hest. Billedet er smukt, roen er smuk. Straks klippes der til 10 år senere, hvor han nu er på en kaserne under 1. Verdenskrig. Desværre er indledningen filmens højdepunkt. For på trods af en respektabel luftkampsduel, går det kun ned ad bakke herfra. En fiktiv kærlighedshistorie bliver hurtig slået an mellem Baronen og en sygeplejerske. Det hele er meget pænt og velpoleret. For ham og hans kammerater er luftkampe som en sport. På en af sine togter møder Richthofen den canadiske Roy Brown. Efter en duel, hvor Brown lander, får de sig en lille hyggelig samtale. Det virker utrolig kunstigt, men respekten for en god pilot dikterer, at de ikke bare skyder hinanden. Klicheerne vælter frem: to modstanderer med gensidig respekt vælger til de mødes på slagmarken. Kammeraten der dør, hvor orden: “skaf en læge”, “han har ikke brug for en læge, men en præst”, bliver sagt og så fremdeles. Omstændighederne vil, at Baronen efter at blive såret i kamp, begynder at så tvivl om den tyske propaganda-maskine. Samtidig kommer romancen mellem Baronen og sygeplejersken mere i centrum. Herefter følger de moralske skrupler, og spørgsmålet er, hvilket valg han vil tage.

Skuespillet er ikke i nærheden af at være godt. Karakterne er for pæne, og jeg nægter at tro på, at Den Røde Baron var ligesom enhver anden romantisk soldat i dårlige, amerikanske film. Der er ikke en præstation, jeg kan fremhæve, som værende dårligere eller bedre. Det er meget middelmådigt, måske endda under. En af grundene til denne følelse er, at karakterne heller er farveløse og uinteressante. Man har ikke fornemmelsen af samhørighed med en eneste af dem. Filmen har kostet 22.5 millioner dollars at producerer, og det er ikke gået til skuespillerne. I stedet er det gået til kulisser, og luftkampssekvenser. Det er selv sagt en meget dårlig ide i en biografi, hvis hovedrollen i det mindste ikke kan levere bare lidt godt. Filmen er blottet for interessant drama, og i stedet er det er mislykket udstyrsstykke.

1. Verdenskrigsfilm er der ikke mange af. Men Den Røde Baron blegner helt og aldeles, når den sammenlignes med All Quiet On The Western Front, Paths of Glory, Lawrence of Arabia og Jean -Pierre Jeunets A Very Long Engangement. Der er ikke meget mindeværdig, og ikke noget man vil(eller skal) huske filmen for. Den er ikke komplet spild af tid. Luftkampene er på et teknisk højt niveau. De er ikke exceptionelle, men det redder filmen fra at være helt og aldeles håbløs.

Skrevet af:	Allan Fjord Jacobsen	Karakter:
Film medie:	DVD	Genre:	Drama, action, biografi
Medvirkende:	Josep Fiennes Matthais chweighöfer Lena Headey	Instruktør:	Nikolai Müllerschön
Produktionsår:	2008	Udgivelsesdato:	24. febuar 2009
Land:	Tyskland	Sprog:	Engelsk, tysk, fransk
Spillelængde:	120 min	Censur:	Tilladt over 15 år
Filmselskab:	Niama Film	Partner:	Midget Entertainment
Links:	Officiel hjemmeside

Ok, det ved jeg ikke endnu, men sikkert er det, at der skal gives nogen bud. Mine lident kvalificerede bud er bygget på tidligere priser, anmeldelser og hvad jeg nu selv har nået at få set. Read the rest of this entry »