Dokumentarfilm om Metal nyder større og større interesse, ikke mindst takket være Sam Dunn’s bidrag til genren, “A headbangers journey”, som med sin meget professionelle og sobre tilgang til emnet gav et meget nuanceret billede af både genren og de folk, der udgør den.
Her kommer der så en dokumentar, som fokuserer på en begrænset del af Metalgenren, nemlig den norske Black Metal. Journalisten Martin Legang tager seeren med tilbage til 90′ernes Norge og fortæller via interviews om den norske Black Metal-scenes opståen. Det sker med udgangspunkt i Mayhem, som dengang trak kæmpe avisoverskrifter i skandaler om selvmord, kirkeafbrændinger og mord – historier som for mange den dag idag er synonyme med genren.
Det mest interessante ved filmen er at høre miljøet og de forskellige hændelser beskrevet af folk, som dengang tilhørte dets absolutte inderkreds. De afdæmpede interviews med blandt andre Kjetil Manheim, Jørn “Necrobutcher” Stubberud og Nocturno Culto står i skarp kontrast til de nyhedsklip fra dengang, som der vises eksempler på. Interviewene går bag om overskrifterne og viser et meget mere varieret billede at et miljø, som var langt mere skrøbeligt, end pressen gav indtryk af.
Hovedfilmens spilletid på en time kan forekomme kort, men man sidder ikke tilbage med en følelse af, at der mangler noget væsentligt i den beskrivende helhed. Vil man alligevel have mere, er der ekstramateriale med udvidede interviews at kaste sig over – de tilføjer dog ikke noget væsentligt nyt.
“Once Upon A Time In Norway” er en ganske interessant dokumentar, men med sit begrænsede fokus rammer den også en smal målgruppe. Den henvender sig kun til egentlige fans, for man skal have en mere end overfladisk interesse i Mayhem samt Black Metal-genren og dens historie for at finde filmen værd at bruge tid og penge på. Har man det, er begge dele til gengæld givet godt ud.

Skrevet af:	MetalMorfar	Karakter:
Film medie:	DVD	Genre:	Dokumentar
Medvirkende:	Kjetil Manheim Jørn ”Necrobutcher” Stubberud Nocturno Culto	Instruktør:	i
Produktionsår:	2008	Udgivelsesdato:	august 2008
Land:	Norge	Sprog:	Engelsk
Spillelængde:	60 min.	Censur:	Tilladt over 15 år
Filmselskab:	Another World Entertainment	Partner:	VME
Links:	Officiel hjemmeside

Manuskriptforfatterne Michael Ferris og John Brancato er blevet sat til at skrive det næste kapitel i den populære filmserie, XXX. Det er de samme to forfattere som sidste år skrev manuskriptet til den nye Terminator film, som har premiere til næste år. Denne nye film vil blive kaldt XXX: RETURN OF XANDER CAGE. Dette kan kun betyde én ting, nemlig at selveste Vin Diesel vil vende tilbage til XXX for igen at sparke røv.

Efter floppet med film nummer to hvor den berømte rapper Ice Cube fik til opgave at afløse Vin Diesel, har XXX lagt og samlet støv, indtil nu. Filmen vil blive instrueret af Rob Cohen, som også lavede de andre 2 film, og vi må håbe at det vil lykkes ham at imponere lige så meget som han gjorde med sin første XXX film. Kun tiden vil vise, og revolution-movies vil følge udviklingen.

I forbindelse med nogle prøvefilm fremvisninger i sidste uge lykkedes det en rapporter at komme tæt på instruktøren bag den nye Terminator film og stille et par spørgsmål, og på den måde få afklaret nogle rygter angående den nye film.

Rumor: The ending posted on AICN claimed that the climax would see John Connor die, only to be resurrected as a robot.
McG: “That is not the ending. John Connor is not the machine. We did discuss that idea, but that is not the ending, I can say that right now.”

Rumor: James Cameron did not give McG his blessing.
McG: “I did go to see James Cameron. He didn’t give us his blessing, but he didn’t sh*t all over our movie. When Jim was making ‘Alien,’ he was following the great Ridley Scott, so he knows how we feel.”

Rumor: Christian Bale had doubts about signing up
McG: “I met Christian when he was shooting ‘The Dark Knight.’ He told me to f*ck right off, he didn’t want to do it. He said, ‘Write it so that it could be read cold on stage and I’ll think about doing it.’”

Rumor: Arnold Schwarzenegger will appear in the movie.
McG: “We’re trying to synthesise a human character with a CGI character and that may or may not have something to do with the T800.”

Italien er et af de helt store filmhistoriske lande. Først med nybølgen, siden med Taviani-brødrene, Guiseppe Tornatore og Roberto Benigni. I 2001 vandt Nanni Moretti de første Gyldne Palmer til Italien i 23 år, Paul Sorrentino stryger frem på den internationale scene med Consequences of Love og senest Il Divo. Gomorra blev den helt store vinder til European Film Awards, og nu er vi så noget til Stille Kaos. Filmen er utrolig god, men desværre skæmmes den af et par moderne skønhedsfejl. Det ændrer dog ikke på, at den er en del af det blomstrende nye filmmiljø i støvlelandet.

Stille Kaos er et roligt drama, der starter med to brødre, som spiller bold på en strand. To kvinder er ved at drukne, og som de eneste svømmer de ud efter dem. De får ingen tak, men da de vender hjem viser det sig, at Pietros kone er død, mens hende og datteren var alene hjemme.
Far som datter tager det forholdsvist roligt, men Pietro frabliver fra hans job for at vente på Claudia uden foran skolen. Mens hans kontor er ved at blive splittet i en fusion, møder han forskellige personer fra sin bænk.
Hans følelser er indestængte, men gennem svigerinden, Marla, lærer vi, at hverken Claudia eller Pietro havde den store kærlighed tilovers for den afdøde. Hans indre, stille kaos kan ikke komme ud, og det får hans omgangskreds til at øse deres følelser udover ham over deres problemer i livet.
Pietro nægter at tale ud om hændelsen, og datteren ser ikke videre bekymret ud. Han bliver gradvis mere ligeglad med sit arbejdsliv, men filmen er ikke en tåreperser, og derfor rammer han aldrig bunden. I stedet går det efterhånden fremad for ham, og han begynder langsomt at betragte tilværelsen med nye øjne. Slutningen er utrolig rørende, og den holder balancen i filmen, selvom den så let kunne tippe over til det melodramatiske. Tilgengæld er der så et par steder, der virker malplaceret. Der er en meget explicit sexscene, og den passer slet ikke ind. Ideen bag scenen er let at forstå, men udførelsen river en ud af den dæmpede stemning i filmen. Det samme gør valg af musik et par gange. Den Sigur Ros-lignende baggrundsmusik bliver af og til brudt af mere rockede numre af bl.a. Rufus Wainwright, og stemningen bliver brudt.

Når det er sagt, så er det en dejlig filmet og velspillet film, der ikke tager nogen lette veje. Den afviger fra det dybt tragiske og melankolske, og den helt geniale titel passer perfekt på Pietro. Jeg er tit nervøs for børneskuespillere i film, men Blu Yoshimo gør det godt i sin første rolle som Claudia.
Når alt kommer til alt, så er det en fantastisk god film, der ville have fået en stjerne mere i min bog, hvis det ikke havde været for ovennævnte irrationer. Men når en film bygger en stemning så godt, som Stille Kaos gør, så er det rigtig ærgeligt, at der er de få scener, der afbryder den. Jeg glæder mig dog til at se den på DVD, for den har helt sikkert noget at byde på.

Skrevet af:	Allan Jacobsen	Karakter:
Film medie:	Biograf	Genre:	Drama
Medvirkende:	Nanni Moretti Valeria Golino Alessandro Gassman	Instruktør:	Antonio Grimaldi
Produktionsår:	2008	Udgivelsesdato:	12 december 2008
Land:	Italien	Sprog:	Italiensk
Spillelængde:	105 min.	Censur:
Filmselskab:	Fandango	Partner:
Links:

Nu er året ved at runde af, og filmåret 2008 går på hæld. Men fortvivl ej, for der er rigelig med film at glæde sig til i 2009. Der er nyt fra en række af de helt store Hollywood-kanoner, såvel som indedependentfilmskaberne. En række af de film, jeg beskriver, har haft premiere i 2008 i USA, men kommer først til Danmark i 2009, mens nogen har premiere i 2009 i deres hjemland uden at have en dansk premieredato. Jeg har valgt at inkludere begge dele. Og nej, det er absolut ikke alle film, der er taget med, men dog alligevel er der et temmelig stort udvalg. Kursiv betyder amerikansk eller hjemlandets premieredato, hvor den danske endnu ikke er fastsat. Read the rest of this entry »

I 1995 var Judge Dredd ikke den allerstørste succes. Men alligevel kommer der en remake. Det vides endnu ikke om Sylvester Stallone er med igen, og der er heller ikke fundet en forfatter eller instruktør. Filmselskabet DNA Films står bag, og den går i produktion i 2009

For et par dage siden kom det frem, at instruktøren bag Pi, Requiem For A Dream, The Fountain og senest The Wrestler, ikke længere var interesseret i RoboCop-remaket. Men det passer ikke. Hans utilfredshed var ikke med selve filmen, men konstant at blive spurgt om den.  I stedet bruger han i øjeblikket tid på at promovere The Wrestler med Mickey Rourke i hovedrollen, fordi den er spået gode chancer til Oscar-uddelingen. Så for fans af RoboCop-franchisen, er det godt nyt. For andre lægger det mellem dårligt og ligegyldigt nyt…

Instruktøren bag klassikeren, To Kill A Mocking Bird, er død af en hjertesygdom.

Han blev født i 1925, og fik sin debut med Fear Strikes Out i 1957. Hans sidste film var Man In The Moon fra 1991 med Reese Witherspoon i hendes første rolle. På hans CV står også Summer of ‘42, og fem nomineringer til skuespillere/inder i hans film. Men mest kendt og elsket er To Kill A Mocking Bird med Gregory Peck i hovedrollen, som advokaten der forsvarer en sort. Peck vandt en Oscar og filmen hører i dag til en af de mere elskede klassikerer.

Den smukke og ikke mindst tilbage holdende skønhed Mandy Lane er alle fyrenes drømme pige på sin high school, hun virker uopnåelig og tager afstand fra fester og andre teenager aktiviteter. En dag takker Mandy ja til en fest invitation på en afsidesliggende ranch sammen med skolens populære klikke i håb om at få nye venner, og fyrene ser det som en mulighed for endeligt at kunne score hende.
Som aftenen nærmer sig begynder de unge mennesker at feste, her drikkes igennem, ryges joints, spist piller og ikke mindst dyrket sex. Men selvom fyrene prøver at komme tæt på Mandy, holder hun sig en vist afstand fra det hele, men virker dog lidt interesseret i ranch passeren Garth. Hen af natten begynder deltagerne af festen at forsvinde og de unge teenager dræbes en for en.
Langsomt finder de resterende deltager ud af at der er noget rivende galt og ser skikkelser i mørket og så begynder kampen for komme væk fra ranchen og at overleve.
All the Boys Love Mandy Lane er lavet af den unge producer Jonathan Levine, som tidligere kun har haft kort 2 film i bagagen. Dette er hans første fuld længde film, nu er gyser film måske ikke det sværeste at lave, men Levine har alligevel formået at lave en ganske udmærke en af slagsen, og med en overraskende slutning, bliver man bestemt ikke skuffet, som med så mange andre. Skuespillerne er delvis ukendte, men dog er hovedrollerne Mandy Lane og Garth spillet af henholdsvis, den unge Amber Heard som blandt andet er set i Alpha Dog og Friday Night Lights og Anson Mount som er set i blandt andet In Her Shoes og Crossroads. Begge udføre et habilt skuespil og jeg tror vi kan forvente at se meget mere til de to.
All the Boys Love Mandy Lane er som sagt en ganske udmærke gyser hvis man har brug for lidt hyggelig uhygge i stuen en mørk aften.

Skrevet af:	Carsten	Karakter:
Film medie:	DVD	Genre:	Horror
Medvirkende:	Amber Heard Anson Mount Michael Welch Edwin Hodge Aaron Himelstein	Instruktør:	Jonathan Levine
Produktionsår:	2006	Udgivelsesdato:	25. december 2008
Land:	USA	Sprog:	Engelsk
Spillelængde:	88 Min	Censur:	Tilladt over 15 år
Filmselskab:	Dimension Films	Partner:	Midget Entertainment
Links:	Officiel hjemmeside

Robert Wise(Sound of Music, West Side Story, My Fair Lady, Star Trek) står bag The Day The Earth Stood Still fra 1951. En moderat success dengang, nu en af de milepælene i sci-fi. Den dag i dag er den stadig relevant, og giver de moderne effektdrevne og mere actionprægede science fictionfilm baghjul på væsentlige områder.

En UFO lander på jorden i Washington D.C. Klaatu kommer ud af skibet, og erklærer sine gode hensigter, men bliver hurtig skudt ned. Ud kommer Gort, en kæmperobot, der disintegrerer alle våbnene uden at såre nogen. Gort gør, at skibet er umuligt at komme til. Klaatu har en besked, der er så vigtig at alle verdens lederer skal høre den, og ikke kun USA’s præsident. Men han finder hurtig ud af, at det ikke kan lade sig gøre at samle dem på et sted grundet uoverensstemmelser. Han undslipper en anholdelse, tager aliasset Mr. Carpenter, og finder et sted at bo hos en familie. Han babysitter drengen Bobby, og ser på alle de politiske monumenter, der er i byen. Ved Gettysburg-monumentet får han håb for menneskeheden, og han opsøger, hvad der ifølge Bobby er den mest geniale person på jorden, Professor Bernhardt, der også bor i D.C. Han afslører den vigtige besked, at jorden vil blive elimineret, hvis ikke atomkraft bliver droppet. De andre planeter er bekymret for deres fremtid, fordi jorden er et aggressivt og krigsførende sted. Resten skal ikke afsløres her.

Budskabet er lysende klart: jorden ødelægger sig selv med sin aggressive opførsel, og opfindelsen af atomvåben er en katastrofe. Menneskeheden kan reddes, hvis mentaliteten ændres, for der findes godhed rundt omkring. Men det kræver, at de store nationer kan arbejde sammen i stedet for at bekrige hinanden. Det kan lyde banalt, men det har stadig gyldighed. Klaatu kan ses som en form for Jesus-skikkelse, og det er også lidt af det samme budskab, de kommer med. Koldkrigstemaet er selvfølgelig meget dominerende, men i tiden med terror, virker det ikke helt så gammeldags alligevel.

Styrken ligger i fortællingen, og i de menneskelige portrætter. Det er sikkert ikke overlagt, men det er ganske rart, at filmen ikke prøver at lave store effekter, og det er med til at gøre den langtidsholdbar. Den nyeste udgave bruger ødelæggelsen af jorden som tema, og det er selvfølgelig mere moderne end atomkrig. Men det kræver ikke meget tankekraft selv at opdaterer filmen til ethvert problem, der truer hele jorden. Det er mindst ligeså meget et politisk drama, som en science fiction, og det er helt sikkert et plus. Se originalen først, ellers kan den komme til at virke gammeldags i forhold til 2008-udgaven. Men som ofte set, så vinder historie over effekter på længere sigt.